Hvad er en privat fællesvej?

En privat fællesvej er en vej, som offentligheden har adgang og brugsret til, men som er ejet og derfor også skal vedligeholdes af private. ”Privat” dækker altså her over, at det er private, der betaler for vejen, og ordet ”fælles” dækker over, at den kan bruges af alle.

Derfor er forskellen i bund og grund, hvem der skal betale regningen for drift og vedligeholdelse. En ’privat fællesvej’ er en klasse under en ’offentlig vej’, og ved sidstnævnte betaler kommunen for vedligeholdelsen.

Det er forskelligt fra kommune til kommune, i hvor stort et omfang man omdanner offentlige veje til private fællesveje. Dog er det ret almindeligt, at kommunerne, f.eks. som en del af en udstykning af et villaområde, gør alle stikveje til private fællesveje. Langt hovedparten af vejene i sommerhusområder er også private fællesveje.

Man ser i stigende grad, at kommunerne opretter private fællesveje – også på større tilslutningsveje. Det samme sker inden for andre områder – f.eks. diger ved strande, hvor kommunen pålægger grundejerforeninger og private vejlaug vedligeholdelsespligten. Eksempelvis er Aarhus Kommune i gang med at overføre mere end 900 veje til private husejere.

Hvad afgør, om det er en privat fællesvej eller en offentlig vej?

Det er kommunalbestyrelsen, der afgør dette. Der skal i beslutningen om at lave en offentlig vej om til en privat fællesvej – eller omvendt – tages hensyn til en række forskellige ting. Blandt de vigtigste er, hvor meget trafik der er på selve vejen. Som en del af den analyse ser man også på, om det i overvejende grad er beboerne på vejen eller i området, der benytter vejen, eller om det i vid udstrækning er offentligheden generelt.

Betyder det noget, om den private fællesvej ligger i en byzone eller i en landzone?

Ja, der er forskel på en privat fællesvej i en byzone og i en landzone: Ligger den i en byzone, er det typisk grundejerne, der ligger op til eller rundt om vejen, der har ansvaret for at betale for vedligeholdelsen af vejen. Typisk har man netop grundejerforeninger, vejlaug eller ejerforeninger til at stå for administrationen og vedligeholdelsen. I de få tilfælde, hvor man ikke har det, gælder reglen, at alle har en vedligeholdelsespligt for den del af vejen (eller vejene), som deres grund grænser op til.

Hvis den private fællesvej ligger i en landzone, er det dem, der har ret til at bruge vejen (dem der har en såkaldt vejret), der skal stå for vedligeholdelsen. Det kan sagtens kun være én, hvis det f.eks. er en landmand, der bruger en privat fællesvej. Hvis der er flere, der har vejret og bruger vejen, fordeler man typisk omkostningerne efter, hvor meget den enkelte bruger vejen.

Hvordan fordeler man udgifterne til en privat fællesvej?

I en landzone er det normalt at fordele udgifterne efter, hvor meget man bruger vejen.

I en byzone, har man oftest en grundejerforening eller et vejlaug, hvor man betaler i forbindelse med kontingentet. Nogle foreninger har et fast kontingent. Her betaler man ’per grund’ – uanset størrelse. I andre foreninger har man en kontingentstørrelse baseret på grundens areal. Der er altså tale om samme måde, som man ville fordele udgifterne i en ejerforening, der består af lejligheder.

Hvis der er erhvervsliv, f.eks. forretninger eller kontorer, som benytter en privat fællesvej, betaler de oftest en forholdsmæssigt større andel. Det sker ud fra en betragtning om, at sådanne ejere belaster vejen mere end almindelige beboere.

Hvad er vejret? Og hvem har adgang til en privat fællesvej?

Vejret er et begreb, der dækker over retten til at bruge en given vej.

Hvis man ejer en grund eller et hus, har man vejret til den eller de veje, som man skal bruge for at komme fra en offentlig vej til sin egen grund. Hvis der er flere muligheder for dette, har man som udgangspunkt vejret til alle vejene. Med vejretten hører også vedligeholdelsespligten.

Derudover har offentligheden, dvs. alle andre mennesker – også dem der ikke ejer en ejendom eller grund ud til vejen, adgang til private fællesveje.

Hvem må parkere på en privat fællesvej?

Alle må parkere på en privat fællesvej. Selvom ordet ”privat” kan forstås som om, at det er en privat grund, er det altså ikke tilfældet. Man kan godt tro, at det f.eks. kun er ejeren af den grund, der grænser op til en privat fællesvej, der må parkere på vejen. Men sådan er det ikke.

“Privat” betyder, at vedligeholdelsespligten påhviler private. Se eventuelt ovenover. “Fællesvej” betyder, at den er fælles. Et mere korrekt navn ville måske være ”privat-vedligeholdt, offentlig vej”.

Derfor er det også sådan – til nogle grundejeres irritation – at alle kan parkere på en privat fællesvej. Den almindelige færdselslov skal selvfølgelig overholdes. Og dertil skal det siges, at en grundejerforening altid kan rette henvendelse til kommunen med konkrete ønsker om at ændre på forholdene; f.eks. inden for parkering, vejbump eller lignende. Men husk, at det er kommunens afgørelse.

Hvad er kravene til vedligeholdelse af en privat fællesvej?

I forhold til vedligeholdelse af fælles ejendom er der en gammel tommelfingerregel, om at ’behandle tingene som det var dit eget’.

En privat fællesvej skal vedligeholdes, istandsættes og plejes som enhver anden vej. Det betyder, at man som grundejerforening har en pligt til at:

• Snerydde og salte på færdselsarealer
• Feje f.eks. fortove, brosten, fliser eller anden fast overflade
• Luge og fjerne ukrudt
• Holde vejenryddelig, dvs. fjerne grene, affald eller andet der kan genere trafikken
• Vedligeholde og rense rendesten, grøfter, render eller rør – herunder også få ’luget’ ud i nedløb og nedsivningsbrønde
• Beskæring og pleje af buske, hække og træer. Det gælder i hverdagen, så fodgængere, cyklister og biler kan komme forbi uden problemer. Det gælder også på den storeklinge, at træer skal beskæres fra toppen, så de f.eks. ikke knækker i et af efterårets stærke storme
• Hvis man er så heldig at have brandhaner, alarmskabe eller trafiklys på sin fællesvej, er det vigtigt, at man også holder dem ryddet for sne og holder området saltet.

Hvis kommunen ikke mener, at en privat fællesvej er ordentligt vedligeholdt, kan de pålægge de ansvarlige at bringe forholdene i orden. Hvis de ansvarlige, f.eks. en grundejerforening, ikke får løst opgaven, kan kommunen i sidste ende udføre arbejdet og sende regningen til grundejerne.

Hvad er fordelen ved en privat fællesvej?

Selvom det er kommunen, der i sidste ende bestemmer, hvad man må anlægge og udføre på en privat fællesvej, kan man altid søge om tilladelse til at udbygge eller ændre på vejen. At have en privat fællesvej gør det måske en anelse nemmere at få tilladelse til netop de ændringer, som man selv kunne ønske sig.

En grundejerforening eller et vejlav med en privat fællesvej bør med jævne mellemrum få diskuteret ideer og ønsker. Det kan være, at tiden er inde til at:

• Etablereparkeringspladser eller parkeringsbåse
• Grave et parnedsivningsbrønde eller en dybere grøft
• Etablere vejbump eller fart-chikaner
• Etablerelygtepæle
• Plante vejtræer, hække eller blomsterbede
• Opkrævning af udgifter til privat fællesvej

Mange grundejerforeninger eller vejlaug med privat fællesvej bør spare op til de få men indimellem store omkostninger, der kan være.

Hos Vores Forening anbefaler vi derfor, at man løbende opkræver udgifter til vedligeholdelse og istandsættelse af den private fællesvej. Det kan være med ét beløb for den løbende vedligeholdelse og et andet beløb for opsparing til istandsættelse.

Er vejen af asfalt, skal der eksempelvis ny belægning på med flere års mellemrum. Det kan koste mange tusind kroner. Til gengæld koster vedligeholdelsen i de mellemliggende år ikke så meget. Det er rimeligt, at ejere, der f.eks. kun bor på en privat fællesvej i 4 år, betaler lidt til saltning, fejning og vedligeholdelse hvert år. Derudover bør de også betale, når belægningen skal skiftes i et senere år, hvor de måske er fraflyttet.

Vi anbefaler, at man har en ”drifts- og vedligeholdelseskonto”, hvorfra man betaler de små løbende udgifter. Derudover bør man have en ”istandsættelseskonto”, hvor man sparer op til de store omkostninger.

Kan man nedlægge en privat fællesvej?

Det er en kommunal beslutning at nedlægge en privat fællesvej. Det kan ske på to måder: Enten kan den private fællesvej ophøjes til en offentlig vej, og dermed slipper de, der har vejretten til den private fællesvej, for omkostningerne til vedligeholdelse. Det sker dog sjældent og kræver en væsentlig mængde offentlig trafik på netop den fælles vej.

Grundejerforeningen eller personerne med vejret til en privat fællesvej kan rette henvendelse til kommunen og bede om godkendelse til at nedlægge en privat fællesvej. Det vil dog typisk kræve, at man kan bevise, at der ikke er grunde, ejendomme eller ejere, der har brug for vejen til at få adgang til deres ejendomme. Der skal altså være en alternativ vej til alle grunde og bygninger. Derudover vil det kræve, at man kan bevise, at offentligheden heller ikke har brug for den fælles vej.